En del af Odsherred Kommune
STU Odsherred

Vasac Odsherred tilbyder den 3-årige Særligt Tilrettelagte Ungdomsuddannelse (STU).

Uddannelsen er målrettet unge, der ikke har mulighed for at gennemføre en ordinær kompetencegivende uddannelse pga eksempelvis udviklingshæmning eller særlige sociale udfordringer.

Elever kan visiteres til STU fra de er ca. 17 år. Uddannelsen skal være afsluttet inden eleven fylder 25 år.

STU-eleverne ”uddannes” til selvstændig og aktiv deltagelse i voksen- og arbejdslivet, hvor elevernes kvalifikationer, modenhed og interesser udvikles gennem et planlagt og koordineret uddannelsesforløb.

Elevens aktiviteter og disses indhold tilrettelægges sammen med eleven og tager udgangspunkt i elevens forudsætninger og muligheder.

Vi har stort, individuelt fokus på den enkelte elev, og på at eleven tager ansvar for egen læring, for at få et så selvstændigt voksenliv som muligt.
Der arbejdes målrettet for, at eleverne får rutiner og struktur, som støtter dem til at kunne opfylde de krav, som er nødvendige for at kunne modtage undervisning, varetage et arbejde og et hjem.

Sammen med eleven udarbejdes der en uddannelsesplan, i tæt samarbejde med kommunens UU-vejleder, sagsbehandler, forældre/pårørende og andre fagpersoner. Eleven kan komme med ønsker til, hvad undervisningsplanen skal indeholde og hvilke udviklingsmål der skal opsættes.

Det brede samarbejde og elevens deltagelse sikrer, at det individuelle fokus tilgodeses. STU Odsherred varetager udarbejdelse af, og opfølgning på, elevernes undervisningsplaner.

STU'ens perspektiv er at give eleverne mulighed for at blive en del af et arbejdsmarked, enten på særlige vilkår, i støttet/beskyttet beskæftigelse eller ordinært arbejde. I løbet af uddannelsen har eleverne mulighed for at komme i praktik og få viden om forskellige erhverv og arbejdsmarkedsforhold.

I løbet af elevens sidste skoleår vurderes og afklares elevens erhvervsevne. Denne jobafklaring er et værdifuldt værktøj for eleven og for andre samarbejdspartnere ift elevens fremtidsmuligheder.